Advokatforeningen

Aalborg
Advokatforening

Orientering om fri proces, retshjælpsforsikring og offentlig retshjælp

De omkostninger til retsafgifter, syn og skøn, vidner, egen advokat samt eventuelt sagsomkostninger til modparten, der er forbundet med førelse af retssager, kan i de fleste tilfælde kræves betalt helt eller delvis enten fra det forsikringsselskab, hvor De har tegnet indbo/hjem/familieforsikring, eller kaskoforsikring for bil, hus eller båd, og hvis ingen forsikring haves fra det offentlige. Retshjælpsforsikringen er altid den primære tilskudsinstans.

FRI PROCES

Hvis det er nødvendigt, for eksempel fordi Deres retshjælpsforsikringsselskab afslår at bevilge dækning på forsikringsretshjælp, skal De indsende ansøgning om fri proces enten til den retsinstans, hvor retssagen agtes anlagt, eller til Civilstyrelsen, afhængig af hvilken type retssag det drejer sig om.

Betingelserne for at opnå fri proces er blandt andet, at retten eller Civilstyrelsen skønner, at der er rimelig grund til at føre retssagen, samt at De dokumenterer, at De opfylder de økonomiske betingelser, der fremgår nedenfor.

De bedes

1) aflevere Deres egen og Deres eventuelle samlevers skattemæssige årsopgørelse for 2015,

2) sammen med oplysning om antallet af hjemmeboende, mindreårige børn, da disse oplysninger altid skal medsendes en ansøgning om fri proces,

3) skriftlig erklæring om, at De ikke har en retshjælpsforsikring.

RETSHJÆLPSFORSIKRING

Til Deres forsikringer er der oftest retshjælpsforsikringsdækning, således at Deres forsikringsselskab
betaler de med førelse af retssager forbundne omkostninger. Retshjælpsforsikringen dækker dog ikke alle slags retssager, og det er herudover en forudsætning, at omkostningerne afholdes med rimelig grund, at en advokat påtager sig sagen, samt at sagen - af en advokat - anmeldes til forsikringsselskabet.

I de såkaldte ”småsager” (sager med en sagsgenstand under kr. 50.000) og anerkendelsessøgsmål er udgifter forud for selve hovedforhandlingen ikke omfattet af forsikringsdækningen, bortset fra retsafgift og udgift til sagkyndig erklæring der pålægges af retten. Dette betyder at De selv skal afholde udgiften – også selvom De vinder sagen.

Selskabernes dækningssum varierer fra kr. 100.000 op til kr. 200.000 for sagens samlede sagsomkostninger, og Deres selvrisiko er som hovedregel 10 % af dækningssummen, dog (med enkelte undtagelser) minimum kr. 2.500. Overskrides dækningssummen skal De selv betale.

Hvis De opfylder de økonomiske betingelser for fri proces og offentlig retshjælp, (se punkt 4) er der ingen selvrisiko og overskridelse af dækningssummen kan ansøges dækket af Statskassen, der ser på om overskridelsen er velbegrundet og sagen er rimelig.

De bedes derfor til os aflevere Deres egen og Deres eventuelle samlevers skattemæssige årsopgørelse for 2015 sammen med oplysning om antallet af hjemmeboende, mindreårige børn.

Herudover skal vi altid have kopi af Deres forsikringspolice eller policenummeret. Har De ingen dækkende forsikring skal dette oplyses, da adgangen til forsikringsretshjælp altid skal klarlægges og oplyses, herunder i forbindelse med ansøgningen om fri proces eller offentlig retshælp.

OFFENTLIG RETSHJÆLP

Hvis De hos os søger råd og vejledning i forbindelse med juridiske spørgsmål, som der ikke skal føres retssag om, kan De, hvis De opfylder de økonomiske betingelser herfor, opnå økonomisk dækning fra Deres retshjælpsforsikring, hvis der foreligger en tvist, og ellers fra det offentlige. Offentlig retshjælp må ikke anvendes som tilskud til Deres betaling af en større regning.

a) Som trin 2 retshjælp (op til kr. 1.070,00) betaler Deres retshjælpsforsikringsselskab eller det offentlige 75 %, dvs. kr. 802,50. Egenbetalingsdelen på 25 % dvs. kr. 267,50 skal De selv betale. Almindelig retshjælp dækker også udfærdigelse af enkle dokumenter eller breve.

b) Er der et ganske særligt begrundet behov, kan der ydes trin 3 retshjælp med dækning af halvdelen af yderligere salær op til kr. 2.440,00. Deres egenbetalingsdel for maksimal, udvidet retshjælp er 50 % og udgør således kr. 1.220,00, (plus kr. 267,50) altså i alt kr. 1.487,50.

Hvis der er tale om advokatbistand til udarbejdelse af en ansøgning om fri proces er der ingen egenbetalingsdel.

INDTÆGTSGRÆNSER

 

Enlige kr. 315.000,00
Gifte/samlevende kr. 400.000,00

Beløbsgrænserne forhøjes med kr. 55.000,00 pr. barn (herunder stedbørn og plejebørn) under 18 år, som enten bor hos ansøgeren/den retshjælpssøgende, eller i overvejende grad forsørges af denne.

Dokumentationen for indtægtsforholdene udgøres af den/de skattemæssige årsopgørelse(r) for 2015.

For ansøgninger, der indsendes i december måned 2017 skal tillige den/de skattemæssige årsopgørelse(r) for 2016 vedlægges.